jeg har næsten lagt en plan for lejlighedssøgning efter nytår og jo tættere jeg kommer på at skulle flytte hjemmefra og søge uddannelse, hvor det hele bliver mere ægte og ikke bare er noget der er oppe i mit hoved, jo mere bange bliver jeg. det er sådan en lillebitte smule fordi jeg er usikker på hvad jeg vil, så jeg er bange for at vælge forkert og flytte til en ny by hvor jeg ikke kender nogen og bo mutters alene. jeg er dødbange for at det bliver alt for meget og jeg fysisk ikke kan holde til at tage en uddannelse, men alle siger, at den eneste måde at finde ud af det på, er at 'springe ud i det' - og det ved jeg også godt, men det er jo for helvede kun mig det går ud over. både økonomisk, men også fysisk og psykisk fordi jeg skal stå med det hele og jeg ville sådan ønske, at der var nogen der havde svaret, fordi hvis det ikke går; hvad så? jeg har ikke nogen plan b udover så at søge arbejde og Gud ved hvad jeg kan holde til, for jeg ved det kraftedeme ikke selv - ellers skal jeg flytte hjem til mine forældre og det vil jo bare føles som et kæmpe nederlag. det hele føles bare som noget 'happy go lucky' eller som om jeg må være en forsøgskanin, når tiden engang kommer og jeg skal bøde for hvad? jeg er så træt før jeg overhovedet kommer i gang og pisse bange

at se så mange jeg følger på instagram lave deres 2022 recaps og de der 'it's okay if all you did in 2022 was survive' synes jeg er pisse træls fordi jeg ved at folk kun mener det godt og selvfølgelig skal de have lov til det, og nyde deres tilbageblik på året. jeg vil bare så meget mere end at overleve, men det lyder så cliché, når jeg siger at jeg gerne vil leve. jeg føler mig så stavnsbundet, men jeg har nærmest bare været herhjemme i to og et halvt år. det er selvsagt at jeg er glad på andres vegne for at de har haft et godt år og jeg jo kun ønsker dem det godt, men jeg vil jo også bare gerne kunne have de oplevelser og frygten for aldrig nogensinde at kunne have dem er nok mere skræmmende

jeg er ved at være sådan solidt godt træt af at have så mange udfordringer. heldigvis har jeg bare udholdenhed på det seneste, men jeg har også bare mere ondt og jeg kan ikke gøre en dyt for at dulme smerterne. oveni det har jeg problemer som aldrig før, rendt ud på sygehuset og ned til lægen gud ved hvor mange gange i løbet af det sidste halve års tid. jeg føler stadig ikke, at jeg kommer nogle veje hen imod at få det bedre og det er så udmattende. det gør bare, at mit håb om at blive selvstændig nok til en dag at kunne bo selv, smuldrer helt

jeg er møg træt af at være syg. der kan ikke gå en enkelt uge hvor jeg ikke har mindre end tre aftaler som omhandler mit helbred, og jeg vil bare gerne have fred. jeg føler mig så uproduktiv selvom jeg næsten hver dag sidder foran min computer og skriver afleveringer, og noter til mine timer. værst af alt er jo bare at have det dårligt, især når det er værre end det normalt er; det har jeg jo ligesom lært at vende mig til. men de dage hvor det så er værre, føles det hele bare håbløst og jeg er langsomt ved at miste troen på, at jeg nogensinde egentlig vil få det bedre

jeg skal op til teoriprøve for tredje gang i morgen formiddag og jeg er så bange for at dumpe endnu en gang. ligesom sidst har jeg virkelig gjort mit bedste, læst op og øvet men jeg er bare bange for at jeg kan blive ved og ved og ikke komme nogle vegne med det her

mænd der tænder på at se eller påføre kvinder skade er noget af det klammeste på hele jorden. at skade folk man i forvejen undertrykker bør ikke være seksuelt ophidsende

jeg stoppede jo på hf sidste år, så jeg var egentlig næsten blevet halvt-færdig og det at se mine gamle klassekammerater få deres hue på føles bittersweet. heldigvis får jeg min egen om et år, men jeg snakker ikke med nogle af dem længere, så jeg ville nok synes at det ville være akavet at ønske dem tillykke

generelt er jeg også bare sur på mænd og trætte af dem. de fleste er så overlegne og tror de kan gøre lige hvad der passer dem, især overfor piger og unge kvinder - uanset om det er krænkende eller bare generelt gør mennesker utilpasse

jeg er så sur over, at mænd ikke bare kan holde mund. at de synes det er okay at tale om problemer, som man ikke har hvis man er en mænd. ovenikøbet en af de mest privilegerede mænd, som tror at man ved bedre end mennesker med reel erfaring, fordi man har googlet noget og læst om det i ti minutter

der skal bare ikke ret meget til, før jeg er overbevist om at ingen kan lide mig. at mennesker jeg tidligere har kendt, eller som jeg kun har mødt en gang, absolut ikke kan udstå mig. også selvom jeg aldrig har gjort noget. det bidrager bare til min frygt for, at alle jeg kender lige nu, senere heller ikke vil kunne lide mig eller at de bare lader som om, så jeg ikke bliver ked af det